OnFilm > Nyhed > Dreyer Prisen 2010 til Nils Malmros

Peter Schepelern, lektor og bestyrelsesmedlem af Carl Th. Dreyers Mindefond, sagde i sin motivationstale:
"Der er jo blevet sagt og skrevet meget om Malmros gennem årene, men jeg tror ikke, at han er blevet sammenlignet med Dreyer. Så det må lige prøves. Især fordi det er blevet en slags tradition ved uddelingen af den årlige Carl Th. Dreyer-pris forsøgsvis at holde prismodtageren op mod Dreyer.

Dreyer lavede tragedier, gerne med en lidende kvinde i centrum. Det var nærmest hans brand. Nogle gange som i "Jeanne d"Arc" og "Vredens Dag" ender kvinden på bålet. I andre tilfælde får hun blot en dyster skæbne, som Gertrud, der sidder skuffet tilbage med hvid paryk og gør livsregnskabet op: Der var kødets lyst (desværre alt for lidt), og der var sjælens ubodelige ensomhed (som der til gengæld var masser af). Det er også typisk, at når Dreyer undtagelsesvis laver en komedie som "Du skal ære din Hustru", så er det en komedie om en lidende kvinde.

Umiddelbart ville man nok mene, at der hersker en noget mere gemytlig stemning hos Malmros. Der er f.eks. ingen af Malmros' heltinder, der bliver brændt på bålet. Men faktisk er Elin i "Kundskabens Træ", Kirsten i "Kærlighedens smerte" og Barbara i "Barbara" ganske tragiske skæbner, der lige så tragisk går deres undergang i møde. Desuden har Malmros også en del mandlige personer, der lider.

Malmros' univers er som bekendt forankret i det borgerlige provinsliv i forgangne tider, hvad der kunne lægge op til en form for nostalgi. Det er imidlertid ikke tilfældet, for også hos Malmros hersker melankolien med en ubarmhjertig undertone af nederlag og svigt. Det er Malmros" særlige talent, at disse mørke skildringer er fulde af humor og bittersød charme, der efterlader publikum i godt humør, selv om det hele egentlig er ret så bittert.

Det gælder også Malmros' seneste og 10. spillefilm "Kærestesorger", hvor den unge mand må gennemgå talrige lidelser, for så netop ikke at få den elskede, og hvor forældregenerationens centrale person til slut vælger at gå i Viborgsøerne.
Dreyers personlige baggrund, hans oprindelse og opvækst, var stort set mørklagt i hans levetid og blev først forsøgsvis rekonstrueret i Martin Drouzys biografi fra 1982, hvor moderen omsider træder frem, og vi får et kvalificeret gæt på det fædrene ophav. Ejendommeligt nok er der meget, der tyder på, at den skjulte biografi netop var det materiale, som Dreyers filmkunstneriske bedrifter i høj grad udsprang af, selv om det var behændigt skjult bag litterære og historiske forlæg. Det hele var noget med Mor. Det kunne vel ikke være anderledes. Her finder man for at citere Kierkegaard "den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt.

Også hos Malmros udgør selvbiografien det primære materiale. Men her er vi helt anderledes velorienterede. Det har fra begyndelsen været åbenbart, at Malmros i sine film i høj grad trækker på sine personlige erfaringer. Han har vovet at tage af hovedstolen uden at ryste på hænderne. Og generelt har offentligheden været begejstret for at kende sandheden om Malmros og hans baggrund.

Vi kender hans tidlige opvækst som lægebarn i hospitalsuniverset i "Drenge", vi har tjek på hans underskoleår via "Lars Ole 5C", hans mellemskoleår via "Kundskabens Træ", hans gymnasieår via "Kærestesorger" og hans studieår via den apokryfe debutfilm "En mærkelig kærlighed". Og vi har også med "Århus by night" et (selv)portræt af kunstneren som ca. 30-årigt ungt menneske, ligesom vi med "At kende sandheden" endda får faderens biografi og forældrenes historie. Vi føler, at vi har fået det hele fortalt nogenlunde fyldestgørende og generelt ved god besked med, hvem Malmros er, og hvor han kommer fra.

Men når man sådan gør det biografiske regnskab op, er det slående, at der mangler noget - vel ca. 30 år. For strengt taget kender vi ikke den voksne Malmros, den modne Malmros. Dreyer havde sine hemmeligheder, men det har Malmros altså også.
Her i efteråret udkom Malmros Collection. Der var ikke tale om en kollektion af jysk vinterpåklædning, men om en 9-skivers dvd-boks, hvor Malmros fremlægger (næsten) hele sit værk, et monument over husket liv og personligt forankret kunst til frydefuld inspektion. Filmene udgør en imponerende helhed. Ja, måske skal man til Dreyer for at finde et dansk film-oeuvre med lignende sammenhængskraft.

Hos Malmros er kødets lyst den varme grød, der stadig kredses om det er nok skriften, der ca. forklarer alt. Det kan vist ikke være meget anderledes. Men trods al melankoli behøver den danske sjæl, hvis en sådan findes, ikke at være ubodeligt ensom når vi har Malmros."