|
|
|
|
Instruktør
|
|
|
Claus Bohm
|
|
|
Skuespillere
|
|
Martin Hall
Michael Strunge
Sort Sol
Michael Valeur
|
|
|
|
"Vi er alle niggere"
Claus Bohms lyriske punkfilm Nattens Engel og Totem fra henholdsvis '81 og '84 er to grovkornede tilbageblik på en dyster tid, hvor punken blev undfanget som et opgør mod de bløde hippeværdier, de unges forældre så indædt havde kæmpet for årtier forinden. Som et skrigende og sparkende bastardbarn ville de under ingen omstændigheder indordne sig under de etablerede rammer, og de ønskede at finde sin egen identitet i en konform og kold samlebåndskultur, de selv følte sig så højt hævet over. Det hele kunne lige så godt blive hevet op med roden, så de kunne starte forfra, for det var alligevel så ødelagt, at det ikke kunne reddes.
Filmenes centrale figurer er unge kunstnere, digtere såvel som musikere. De, der ikke lever længere, husker vi tilbage på som deciderede ikoner inden for scenen. Dem der stadig gør, har vi set udvikle sig i en mere stueren retning. I Nattens Engel bliver knugende monologer fra digtere som F. P. Jac og Bo Green Jensen ofte så tungsindige, at vi sidder helt forpustet tilbage. Så meget, at jeg en gang imellem tog mig selv i at ville slukke.
Mest fremtrædende er dog Michael Strunge, som om nogen var i stand til at sætte ord på de unges lidelser, og som velsagtens er det tætteste vi kommer på en stemme, der i så høj grad repræsenterede bevægelsen. Vi følger ham igennem den københavnske nat, og til billeder af mørke gader og kunstigt belyste vartegn siger han det, de fleste unge dengang havde svært ved at sætte ord på, og i stedet blot demonstrerede igennem ekstrem opførsel og beklædning.
I Totem er vi imidlertid vidne til punkens sidste krampetrækninger, som den desperat forsøger at hive efter vejret. Til billederne af punkere, der fester og lytter til den musik, som så effektivt fangede kernen i det, punk var 'all about', hører vi en tung tankestrøm fra fortabte sjæle, der har hver deres mening om, hvad der er i vejen med verden anno 1984. Musikalske indslag fra bl.a. Martin Hall og Sods (nu Sort Sol) fungerer som befriende ophold.
Hvor vi i Nattens Engel anede en snert af håb i de ellers mørke skildringer, gør disse unge mennesker sig dog ingen forhåbninger, og monologerne får derfor en lidt kvalm selvhøjtidelighed til trods for, at de er hamrende banale. Jovist, ikke at kalde Strunge og Jac for selvhøjtidelige ville være en fornærmelse, men der var trods alt en tydelig tyngde og klasse bag.
For de nysgerrige er Totem / Nattens Engel et udmærket indblik i den danske punkscene. Det bliver ofte en anelse for tungt, for stærkt, for meget, men den jagende og absolut fremragende lydside gør, at det er værd at hænge på, selv når det bliver vanskeligt. Der findes velsagtens ikke et mere loyalt portræt af de unge punkbørn, der følte, der var noget i vejen, men ikke helt vidste hvad.
Ekstra materiale
- Tekster fra det originale filmprogram
- Billedgallerier/slideshows
- Biografier
- Booklet
Udover de to films samlede længde på omkring 70 minutter, er der ikke meget at hente i DVD'ens ekstramateriale. Biografierne og billedserierne er ganske interessant første gang, og det er spændende at læse Bohms egne tanker omkring filmene, selvom de dog er formuleret noget kortfattet. Ganske paradoksalt er det dog, at det mest interessante stykke ekstramateriale ikke er at finde på selve skiven, men udenfor. Den medfølgende booklet gemmer nemlig på et forord af forfatter/rockjournalist/musiker Klaus Lynggaard, der selv færdedes på scenen, og som kendte de mennesker, filmene tager udgangspunkt i. Det er rigtig god læsning, selvom det igen er hurtigt overstået.
DVD'ens ekstramateriale virker noget mangelfuldt og forældet, men det er svært at komme på, hvad de ellers skulle have tilføjet.
|