|
Vidunderlig forfriskende rock-dokumentar
|
|
|
|
|
Så er der topmøde for guitarister. Jimmy Page, The Edge og Jack White mødes til snak og jamsession i vidunderlig forfriskende rock-dokumentar. Unge, håbefulde kan med fordel starte her.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Instruktør
|
|
|
Davis Guggenheim
|
|
|
Skuespillere
|
|
Jimmy Page
The Edge
Jack White
|
|
|
|
|
|
|
Kilde: Miracle Film Distribution
|
Uhmm, så er der skruet op for forstærkeren og den sprøde guitarlyd kan fylde ørerne - det ville være en veritabel synd at se denne film uden fuld knald på volumenknappen! For lad det være sagt med det samme, er du ikke til fræsende guitarer skal du ikke gå ind og se It Might Get Loud. Selvsagt. Til gengæld venter der en lækker oplevelse for dem, der værdsætter lyden af den skønne elektriske spade. Guf for kendere.
En kærlighedshistorie
I denne musikdokumentar instrueret af Davis Guggenheim, er tre af rockens guitarikoner sat i stævne den 23. januar 2008. Ingen af d'herrer behøver vist nærmere introduktion, men for en god ordens skyld kommer de her (efter rockstjerne-anciennitet selvfølgelig): Jimmy Page, mest kendt fra hedengangne Led Zeppelin, The Edge fra U2 og Jack White fra bl.a. The White Stripes og The Raconteurs.
It Might Get Loud kredser om de tre guitaristers individuelle historier, deres kærlighed til musikken og ikke mindst til deres instrument: guitaren. De repræsenterer tre generationer af guitarister med hver deres tilgang til musikken, men fælles for dem er dog en nerve og virtuositet, der har gjort dem famøse og anerkendte verden over. Derfor kunne resultatet af sammensætningen da heller ikke blive andet end interessant. Eneste indsigelse må være, at der godt kunne være mere footage af mødet hvor de snakker, jammer og udveksler røverhistorier. Som White siger på vej til mødet: han håber at kunne få nogle tricks ud af de to andre.
The instrument was calling out to me
Til gengæld er resten af filmen en blanding af gamle og nye optagelser, animationer og ture ned af både mindernes, men også musikhistoriens avenue - hele tiden med guitaren i fokus. Fra Edges "explorer", over Whites "kay", og Pages "strat". Ak, ja mænd og deres legetøj. De fleste musikere kan nok nikke genkendende til kærligheden til ens første instrument, og det er skønt at se, hvordan de tre hver især nørder den og fortæller om kærlighedsforholdet til deres guitarer, som var det forholdet til en smuk kvinde.
Jack White har en meget mormom-økologisk tilgang til instrumentet, og ser teknologien som en "destroyer of creativity" og som en distraktion. The Edge vil nok være uenig. Han har effect units, der snildt kunne fylde en lille 3-værelses, for ikke at tale om hans board, som der skal tre mand til at bære. Page kan til gengæld bryste sig af et helt arsenal af lækre vintage guitarer. De har altså meget forskellige tilgange til instrumentet - Whites første guitar var af plastik købt i supermarkedet Sears... og han bruger den stadig!
Filmen tager seeren med til gamle skoler, hjembyer, øvelokaler og en villa hvor Led Zeppelin optog et album. Det er interessant at lytte til guitaristernes inspirationskilder og Jimmy Page lyser op som et lille barn i en slikbutik, da han i sit imponerende musikbibliotek sætter en gammel singleplade på. Og det virker næsten absurd når The Edge står i sit beskedne køkken og afspiller gamle tidlige 4-trackoptagelser af Where the Streets Have No Name. Men det er det, der er det skønne ved filmen. Der er "ikke så meget pis", for at sige det ligeud. Det er musikken der er i fokus, og historien om hver mands forhold til musikken. Der er ingen rockstjernenykker, det er rørende, sjovt, underholdende, interessant - skønt!
It starts with a feeling and then everything follows that...
Hver guitarist har sin stemme, sin karakteristiske lyd og forhold til rollen som guitarist. Alle har bragt noget til bordet. Page hviler i rollen som "The Godfather", White vil gerne "conquer the guitar and bend it out of tune", mens The Edge stadig kærligt husker sin første pedal og besættelse: en Memory Man... Som han siger: "It starts with a feeling and then everything follows that..."
Selvom det nok for alle tre er en inspirerende leg at spille guitar, har de også arbejdet hårdt og øvet sig meget for at komme dertil, hvor de er i dag. (Og lad det være en vigtig pointe i disse X Factor tider...) Jack White tog sin seng ud af sit værelse, da han var dreng, da der var så mange instrumenter derinde, at der ikke var plads til den. Og hans blodige guitar bærer vidnesbyrd om en koncert, der ikke fik for lidt. Som Page siger: "Every night on stage was living". Den altid høflige og rare Edge advarer: "It might get loud for a second". Let it get loud!
Det har for dem alle handlet om at skubbe grænser, se over horisonten. Alle tre gik imod strømmen da de startede, alle ville noget andet end det man gjorde. Som Edge siger om punkens begyndelse: "It was like a switch went on". Og det drejede sig ikke om deres begrænsninger som musikere, men om "total commitment". Om jagten på den helt rette lyd. Om det at være musiker, om det at dele noget med andre mennesker, at tilslutte sig en familie af "storytellers".
Supercool
Jimmy Page er stadig supercool, når han fyrer Whole Lotta Love af og fortæller historien om guitarens doubleneck som et resultat af Stairway to Heaven. The Edge har stadig den politiske flamme i behold, når han taler om IRA's "perverted, distorted, idea of freedom", og Jack White viser os tilbage til bluesens rødder og beskriver hans ynglingssang som "One man and one song against the world".
Gør dig klar til halvanden times orgiastisk, hæmningsløst guitar-vellyds-taffel. Det rykker hele vejen igennem. Man vil aldrig kunne blive enige om hvilke guitarister, der er verdens bedste, men det kunne havde været interessant, hvis en anden af vor tids musikalske legebørn, den ligeledes virtuose rockguitarist "Slowhand Jr." Himself, John Mayer, også var inviteret. Men det er jo bare tegn på, at folkene bag filmen har brygget et godt koncept sammen. Page slutter med at fortælle, at de gerne vil holde den dag, de er for gamle til at spille guitar på afstand. Ja, tak. Please do.
|
|
|
|
|