|
|
Another World
Tilføj film til samling
|
Originaltitel:
Vælg din udgave af filmen
Der kan være forskellige udgaver af din film. Herunder er de udgaver som OnFilm har registeret.
|
Opret manglende udgave
Hvis din udgave ikke er til stede, så udfyld selv den rigtige udgave her.
|
Når du selv opretter din egen udgave skal du angive en URL,
der viser hvilken udgave af filmen du har.
Det kan være et link til hvor du har købt den eller en anden reference.
|
Vurdering:
Ekstramateriale:
Biopremiere:
--.--.----
|
DVD-release:
03.03.2009
|
Genre:
Dokumentar
|
|
|
|
Instruktør:
Christian Braad Thomsen |
Skuespillere:
|
|
|
|
Hjemstavnsfilm
En af de mest betydelige danske filmkunstnere fås nu endelig på DVD i en prægtig udgave med tre af hans dokumentarfilm, der både viser udviklingen og mangfoldigheden i Christian Braad Thomsens virke og samtidig lægger kim til centrale emner i hans senere produktion.
|
Christian Braad Thomsen er et af de mest markante og til tider forkætrede navne indenfor såvel den danske filmverden som offentligheden i bred forstand igennem de sidste godt fyrre år. Hans navn har været fremtrædende af flere årsager og i flere forskellige sammenhænge, bl.a. har han vendt sig mod en i følge ham unuanceret hetz mod pædofile, hvorved han er gået meget imod strømmen i den danske offentligheden.
I perioder er hans virke som filminstruktør gledet lidt i baggrunden , således har hans film indtil for nylig ikke været til at opdrive på DVD. Det rodes der bod på med udgivelsen af tre af hans dokumentarfilm, som lanceres som "Hjemstavnsfilm."
Another World Entertainment står for udgivelsen, der lader antyde at flere film er på vej, eftersom dvd'en lanceres som en del af "Christian Braad Thomsen Collection.".
Indtil videre er "Kære Irene", Thomsen debutfilm fra 1971, udkommet samtidig med hjemstavnsfilmene i marts 2009.
Herfra min verden går (1976)
Det er spændende at tage disse film i betragning. Ikke spændende som i en actionfilm, men spændende fordi vi ser en filmkunstner udfolde sig på omtrent amatørniveau, og fordi vi ser instruktøren tage emner under behandling, som senere skulle fylde meget i hele Thomsens begrebsverden.
Som et hel speciel pudsighed træffer seeren her for en meget ung Helle Ryslinge i hvad, der næppe kan betagnes som andet end en cameo.
Christian Braad Thomsen gør egentligt ikke så stort et nummer ud af at han i sine hjemstavnsfilm, der i begrebets natur omhandler oplevelser - heraf nogle intime - fra privatsfæren, tager emner som incest og pædofili op. Det er en del af hans filmiske kodeks, at han lader personer fortælle uden at han som instruktør dramatiserer det fortalte eller tager stilling til det i billedfortællingen.
I denne film ser vi således en gravko arbejde, mens en voksen kvinde fortæller om en voldtægt af hende som pige og dens indvirkning på hendes senere liv, og vi ser skønne naturbilleder, fantastiske flot filmede, mens vi hører en voksen mand fortælle om hvordan han som ung tog sin sengeliggende fader mellem benene og tilfredsstillede ham.
Det er ikke her, at den meningsstærke Thomsen lader sine personlige holdninger komme til udtryk, for hans sigte med sine dokumentarfilm er et andet(han ønskede ikke med denne film at lægge an til debat; det gjorde han til gengæld med fynd og klem med nogle af hans senere bidrag til offentligheden). Han
formulerer det selv som "forsøg på at fastholde de sidste rester af den verden min far tilhørte", en verden han dermed selv ikke længere er en del af.
Til det formål filmer Christian Braad Thomsen en række slægtninge, uden at det dog præsenteres præcist hvem de respektive personer er, mens de fortæller forskellige vignetter af deres liv. Nogle begivenheder har været skelsættende, andre forekommer mere dagligdags. Men jo, vignetterne er med til at skildre en verden, der på optagelsestidspunktet var i skred, og som på dags dato overhovedet ikke findes mere, så bl.a. derved viser filmen sin bæredygtighed som historisk dokumentarmateriale.
Instruktøren har villet være objektiv, men træder halvvejs ind i filmen først som interviewerstemme, senere filmes han selv, mens han mere struktureret fungerer som personen, der kæder filmen sammen som fortæller.
Det kunne have fået filmen til at knække, men det filmiske budskab brænder igennem takket være nye perlerækker af flotte landlivbilleder (fotograferet i alle film af Thomsens faste partner, Dirk Brüel), i øvrigt akkompagneret af Thomsens slægtninges spillemandsmusik.
Hvor mindets blomster gror (1991)
Skønt der er gået femten år før Christian Braad Thomsen atter vender blikket mod elementer og aspekter i sin hjemstavn som han med årene har fået et nuanceret indblik i, og selv om instruktøren er i de mellemliggende år har udviklet sig til at være en af de mest betydeligste auteurs indenfor sit fag, kan denne dokumentarfilm i nogen henseender umiddelbart virke som et tilbageskridt.
Filmen er mere amatørværk og Thomsen forholder sig betydeligt mindre eksperimenterende i "Hvor mindets blomster gror" - men det er der en årsag til og min umiddelbare karakteristik er i virkeligheden udtryk for synsbedrag, for Thomsen er særdeles velbevidst om hvad han foretager sig, og hvad han bevidst har udeladt.
På filmens fortekster fortæller han, at dette er en "no-budget film"; den blev med andre ord ikke begunstiget ad de sædvanlige kanaler. Men Christian Braad Thomsen ville have filmen ud, så han greb projektet an på den lettest tænkelige måde helt uden penge, bortset fra hans egne forstås.
Konkret giver dette sig bl.a. udslag i at hele projektet er filmet fra hans bil, med kun ganske få klip, og de eneste billedvirkemidler der forekommer er ind- og udblændingen af nogle fotostills fra barndommen.
Lyder det kedsommeligt?
Det er det faktisk ikke! Slet ikke endda, for Christian Braad Thomsen har udviklet sig som den fortællende voiceover, der er den eneste stemme, der høres i familien. Han havde i en årrække udviklet sin fortælleteknik gennem en række montager på DR, og den erfaring trækker han på, for skønt hans stemme ikke er stor eller voldsomt speedsnakkende, så formår han med sin humor og empati at tryllebunde sin seer/lytter, så billedflimmerens overfladiskhed (heriblandt mange ufokuserede optagelser) fremtræder som naturligt sekundært.
Også lydsiden er yderst minimal, idet Christian Braad Thomsen udelukkende benytter sig af én Kraftwerk-sang, den engang så kendte "wir fahren, fahren, fahren auf der Autobahn". Ganske vist farer bilisten ikke henover de jyske motorveje, for dem er Christian Braad Thomsen indædt modstander af, eller rettere de symboliserer hvordan barndommens enge og gårde blev nedlagt og fjernet for at skabe plads til netop motorvejen. Derfor får vi ikke denne gang gensyn med de smukke landskabsbilleder fra den første i hjemstavsfilmtrilogien, for Christian Braad Thomsen ved, at harmonien, der lå til grund for landskabets skønhed, ikke
længere findes.
Kun i én kort sekvens afviger han fra det tilsyneladende monotone bilspor: det sker, da voiceover'en endelig stopper, efter bilen er nået frem til kirkegården, hvor Christian Braad Thomsens mor ligger begravet. Her velsigner Thomsen sin seer med nogle ganske få panoramiske kig henover den kønne natur.
Omkring filmens undfangningstidspunkt, rullede musikvideoer ind i danske lokalmedier og siden også på de landsdækkende. Man kunne eventuelt betragte hele den 45 minutter lange film som én lang musikvideo, hvor filmmanden faktisk bruger visse virkemidler, som benyttedes ad libitum i de korte musikvideoer: hele den tilsyneladende ustrukturerede billedflimmer, fastfrosne figurer, indblendningen af stillbilleder og lydsporet naturligvis. Det har dog givetvist ikke været Christian Braad Thomsens hensigt med filmen.
Han har villet fortælle sin historie så enkelt og klart som muligt, hvilket er lykkedes ham til overmål.
Morten Korch - solskin kan man altid finde (1999)
Skønt Christian Braad Thomsen var inderligt imod tanken, lod han sig alligevel overtale af filmkollegaen og vennen Lars Von Trier (som i øvrigt titulerer Thomsen som "lille skat" i et kort interview i filmen) til at lave portrætfilmen om Morten Korch, Christian Braad Thomsens eneste litterære inspiration i hjemmet i de tidlige voksenår )foruden H.C. Andersens eventyr). Lokkemaden von Trier benyttede sig af var Korchs hemmelige sexdagbog.
Pludselig kunne Christian Braad Thomsen se et rigt perspektiv i projektet, fordi Korchs privatliv viste sig at stå i skærende kontrast til det familiecentrerede budskab, der var fremherskende i alle hans værker og de efterfølgende film.
Sådan et skisma er guf for Christian Braad Thomsen, for som han skriver i det medfølgende hæfte: "Den betydeligste kunst giver os indblik i tilværelsens uforenlige modsætninger.". Thomsen betoner stadig, at Korch ikke var en betydelig kunstner, men hans film viser, at han i det mindste nu kunne se på Korch med andre øjne.
Der er her tale om en mere fagjournalistisk tilgang til materialet, hvor de to andre film i så udpræget grad var con amore. Det er ind i mellem næsten som at "se" et radioprogram med flimmer. Thomsen snakker på livet løs, oftest med filmklip, der ikke har nogen korrelation til det talte (det gælder naturligvis ikke de helt centrale stills med uddrag fra dagbogen, men filmisk bringer de ikke noget), og med interviews med sagkyndige personer.
Klip med mesteren selv bruges smart til at forstærke filmens tese: at der var en afgrund mellem den ideologi, Korch repræsenterede i det offentlige rum, og den livsanskuelse, som forfatteren praktiserede for så vidt som den kommer til udtryk i dagbogen.
Ikke desto mindre skildrer Thomsen varmt Korch med sympati og empati, så også denne dokumentar er meget vellykket.
Ekstramateriale
Min eneste anke mod denne prægtige dvd-udgivelse er, at når man nu har sat sig for at tilføre den ekstramateriale, at man så ikke udnytter mediet bedre. Vi får en biografi, som man skal tæt på skærmen for at læse, lidt trailers, og et 4-siders dokument, skrevet for nylig af instruktøren. Det ér faktisk interessant læsning, men alligevel kunne man godt savne en featurette, hvor Thomsen fortalte om nogle af de filmiske tiltag han benyttede sig af. Der kunne også have været et interview, hvor en journalist spurgte kritisk ind til Thomsens valg og nok så meget fravalg. Vi ved jo, at han gerne stiller op i medierne.
En kort reportage fra instruktøren hjemegn, som den ser ud nu, havde også været relevant, også selv om Thomsen ikke stiller op til en sådant nostalgisk tiltag. Han sætter hårdnakket ikke sine fødder der.
Vurdering
Det vil dog være urimeligt at lade denne lille fodfejl skæmme vurderingen af det absolut bedste i den danske filmskat: dokumentarfilmene, som Thomsen er en ypperlig proponent for. Tusind tak til Another World Entertainment, der ellers mest har gjort sig med splatterfilm og kunsterotiske sjældenheder, for at give et nyt publikum muligheden for at lære en af dansk films største kunstskabere at kende. Ubetinget: seks stjerner!
|
|
|
|
|